Nu kan interessen for lokalhistorie kombineres med frisk luft og motion. Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv og orienteringsklubben O-63 har i samarbejde lavet en orienteringsrute gennem Vordingborg by. Ruten fører deltagerne rundt til vigtige historiske steder i byen. Udgangspunktet er et kort, der kan downloades eller udleveres i bl.a. turistinformationen på museet. Med det i hånden kan man gå på skattejagt efter de 15 poster. Til hver post er der en fortælling om stedets historie.
Samtidig er der indlagt hele to quizzer i skattejagten. Den ene er en billedquiz. På kortet er trykt 15 detaljebilleder, der skal genkendes på posterne. Når billederne sættes i rigtig rækkefølge, danner de et kodeord.
Den anden quiz er en mobilquiz der kan downloades til ens smartphone. Ved hver post stilles et spørgsmål med tre svarmuligheder. Man kan konkurrere alene eller mod hinanden i en gruppe.
Ruten går gennem det centrale Vordingborg og er på ca. 4 km i alt. Den er velegnet for både unge og gamle, børn og voksne. Og man kan sagtens gå turen i stedet for at løbe.
Find vej i Vordingborg er en del af Find vej i Danmark-projektet, hvor orienteringsløb gøres tilgængeligt for befolkningen i en forenklet udgave. De fleste Find vej i-ruter er henlagt til skove og parker, men nu kan man altså også løbe orienteringsløb i byen – og samtidig blive klogere på lokalhistorien.
Find vej i Vordingborg skydes i gang lørdag den 3. september kl. 13.
Der er mødested ved rutens startpunkt: Flagstangen på ruinterrænnet ved Gåsetårnet. Her udleveres rutekort, og så vil arkivleder Else Gade Gyldenkærne guide turen rundt til posterne og fortælle om de historiske steder.